Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) modtog den 24. juni 2026 kl. 00.26 underretning fra Østjyllands Politi om en episode kort forinden, hvor politiet eftersatte en personbil. Den eftersatte personbil kørte i den forbindelse frontalt ind i et hus i et villakvarter i Tilst. En 64-årig kvindelig beboer i huset afgik ved døden. Føreren af personbilen, passagerne i personbilen samt de øvrige beboere i huset kom lettere til skade.
Politiklagemyndigheden har på den baggrund iværksat en efterforskning efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
Når efterforskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg.
Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.