Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) modtog den 15. juni 2025 kl. 11.02 underretning fra Nordjyllands Politi om en episode natten til søndag, hvor en 18-årig mand kom alvorligt til skade i forbindelse med en politiforretning i Jomfru Anes Gård i Aalborg.
Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen iværksat en nærmere undersøgelse af episoden i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
Statsadvokaten i Viborg har bestemt, at episoden frem til politiets ankomst endvidere skal efterforskes af Politiklagemyndigheden i medfør af retsplejelovens § 1020 i, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan statsadvokaten bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal efterforskes af Politiklagemyndigheden, hvis en sådan behandling er påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede og en samlet efterforskning skønnes hensigtsmæssig.
Episoden fandt sted den 15. juni 2025 omkring kl. 02 i Jomfru Anes Gård i Aalborg, og Politiklagemyndigheden vil gerne i kontakt med vidner, der har overværet episoden, herunder vidner der har optaget fotos eller video af episoden.
Politiklagemyndigheden kan kontaktes på e-mail mail@politiklagemyndigheden.dk eller på telefon 41 78 35 00.
Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg.
Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen.