Justitsministeren har efter indstilling fra Politiklagerådet genudnævnt den nuværende direktør for Politiklagemyndigheden og Bevismiddeltilsynet, Charlotte Storgaard, i stillingen. Charlotte Storgaard har været direktør for Politiklagemyndigheden siden 2018 og for Bevismiddeltilsynet siden 2022 og fortsætter nu i et nyt femårigt åremål efter udløb af hendes nuværende åremål.
Formand for Politiklagerådet, landsdommer Thomas Tordal-Mortensen, glæder sig over genudnævnelsen:
”I Politiklagerådet glæder vi os over, at Charlotte Storgaard er genudnævnt. Charlotte Storgaard har de seneste otte år været en meget dygtig direktør, og vi er ikke i tvivl om, at hun med sit store engagement, erfaring og strategiske blik fortsat vil lede og udvikle de to myndigheder i den helt rigtige retning.”
Charlotte Storgaard ser frem til at fortsætte som direktør de næste fem år:
”Jeg er meget glad for den tillid, der ligger i genudnævnelsen som direktør for Politiklagemyndigheden og Bevismiddeltilsynet. Jeg ser frem til sammen med medarbejdere og ledere at fortsætte det vigtige arbejde med politiklagesager og tilsynet med politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser. Politiklagemyndigheden og Bevismiddeltilsynet medvirker til at sikre tillid til retssamfundet, og mit fokus er, at uafhængighed, høj faglighed, samarbejde og åbenhed er bærende værdier i dette arbejde.”