Arkiver

To personer på en trappe
Home > Nyheder > Politiklagemyndigheden undersøger sag, hvor en ung kvinde afgik ved døden i Grønland

11. marts 2023

Politiklagemyndigheden undersøger sag, hvor en ung kvinde afgik ved døden i Grønland

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) modtog den 11. marts 2023 kl. 12.48 underretning fra Grønlands Politi om en episode, hvor en yngre kvinde afgik ved døden, mens politiet var til stede i Tasiilaq. 

Politiklagemyndigheden har på den baggrund iværksat en nærmere undersøgelse af episoden i medfør af den grønlandske retsplejelov § 493 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Når efterforskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København.

Politiklagemyndigheden har pr. 1. januar 2023 fået kompetence til at behandle sager vedrørende Grønlands Politi.

Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.

Oversigt