Sydøstjyllands Politi underrettede den 1. maj 2021 kl. 16.38 Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) om en episode kort forinden i Vonsild, hvor en mand under en politiforretning blev ramt af skud fra politiet. Manden er indlagt på sygehuset og er uden for livsfare.
Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen straks iværksat en nærmere undersøgelse af episoden, i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg.
Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen.