I april måned orienterede Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) på sin hjemmeside om, at Politiklagemyndigheden indledte undersøgelse af en sag, hvor Politiklagemyndigheden havde modtaget en række henvendelser vedrørende en videooptagelse på YouTube, hvor en polititjenestemand i en lejlighed anvendte magt over for en borger.
Politiklagemyndighedens undersøgelse er nu færdig, og myndigheden har den 19. november 2020 truffet afgørelse i sagen.
Politiklagemyndigheden har ud fra en samlet vurdering fundet, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af polititjenestemandens adfærd. Politiklagemyndigheden finder dog, at polititjenestemanden optrådte uhensigtsmæssigt i situationen.
Politiklagemyndigheden har ligeledes undersøgt yderligere to klager, som er udsprunget af episoden. Politiklagemyndigheden har i disse sager vurderet, at der ikke er grundlag for at udtale kritik af politiets adfærd. Udover disse klager har Politiklagemyndigheden modtaget omkring 230 henvendelser fra borgere, som har set videoen, men som ikke selv har været involveret i hændelsen.