19. oktober 2024

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) modtog den 19. oktober 2024 kl. 07.28 en underretning fra Københavns Vestegns Politi om en episode kort forinden, hvor en mand i forbindelse med en politiforretning i Ballerup blev ramt af skud fra politiet. Manden er bragt til hospitalet, og der er på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om hans tilstand.

Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen straks iværksat en nærmere undersøgelse af episoden i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København.

Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen.

Oversigt