Politiklagemyndigheden behandler for tiden en sag, hvor flere borgere natten mellem den 16. og 17. februar 2012 kontaktede vagtcentralen ved Københavns Vestegns Politi og oplyste, at der i området omkring lokalpolitistationen i Rødovre blev affyret kanonslag.

Københavns Vestegns Politi orienterede den 17. februar 2012 Politiklagemyndigheden om sagen, og den 20. februar 2012 besluttede Politiklagemyndigheden at sende flere efterforskere til Københavns Vestegns Politi for at undersøge sagen nærmere.

Politiklagemyndighedens efterforskning har bl.a. vist, at der i forbindelse med en fest på lokalpolitistationen, som blev afholdt af Specialpatruljen, blev affyret flere kanonsalg af nogle af de tilstedeværende polititjenestemænd.

Politiklagemyndigheden har i forbindelse med efterforskningen sigtet en polititjenestemand for tjenesteforsømmelse og en anden for tjenestemisbrug. Tre andre polititjenestemænd er sigtet for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen samt overtrædelse af straffelovens bestemmelse om underslæb ved at have affyret kanonslagene, som blev opbevaret af politiet.

Politiklagemyndigheden har nu afsluttet efterforskningen, og sagen er derfor sendt til Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn, der skal tage stilling til, om der skal rejses tiltale mod de pågældende polititjenestemænd.