Pressepolitik

Den Uafhængige Politiklagemyndighed og pressen

Den Uafhængige Politiklagemyndighed ønsker at være en åben, imødekommende og serviceminded institution. Vi vil gerne informere offentligheden om relevant nyt på en klar og præcis måde og derigennem bidrage til at give offentligheden indsigt i behandlingen af politiklagesager.

Du finder vores seneste nyheder på forsiden af hjemmesiden.

Du kan også abonnere på nyheder fra Politiklagemyndigheden. Så modtager du links til vores nyheder, så snart de bliver lagt på hjemmesiden.

Hvem kontakter man

Politiklagemyndigheden har ikke en egentlig presseafdeling. Opgaven med at servicere journalister varetages i udgangspunktet af den jurist, som behandler en sag. I bunden af nyheder står der kontaktoplysninger på den eller de jurister, man kan kontakte.

I særlige tilfælde - f.eks. hvor personer er afgået ved døden som følge af politiets indgriben - vil Politiklagemyndigheden konkret etablere en døgnbetjent vagttelefon, hvor pressen kan rette henvendelse. Politiklagemyndigheden vil i det enkelte tilfælde orientere herom på hjemmesiden.

Hvad kan man forvente

Politiklagemyndigheden kan efter omstændighederne oplyse om en sags overordnede indhold og forklare juridiske principper. Hvis der er tale om mere overordnede eller politiske spørgsmål, kan det være nødvendigt at tale med en repræsentant fra Politiklagemyndighedens ledelse eller Politiklagerådet.

Formidling af information til offentligheden på straffesagsområdet samt i adfærdsklagesager sker inden for rammerne af lovgivningen og en række principielle og til dels modsatrettede hensyn. På den ene side har Politiklagemyndigheden en naturlig forpligtelse til over for omverdenen at informere om sin virksomhed. Dette vil medvirke til at give offentligheden indsigt i behandlingen af politiklagesager og styrke tilliden til politiklagesystemet. På den anden side taler hensynet til dem, der er involveret i en straffesag eller adfærdsklagesag, der ikke er afgjort, ofte med betydelig vægt for, at myndigheden er tilbageholdende med at give konkrete oplysninger til offentligheden. Dette vil også ofte følge af reglerne om tavshedspligt. Hertil kommer, at efterforskningsmæssige hensyn i mange tilfælde kan tale for, at oplysninger fra konkrete straffesager ikke videregives til offentligheden.

Politiklagemyndighedens muligheder for i adfærdsklagesager at give oplysninger om konkrete sager til personer, herunder journalister der ikke er part i sagen eller har samtykke fra en part, er begrænset af offentlighedslovens regler om aktindsigt i personalesager (§ 21).

Mulighederne for at give oplysninger om konkrete straffesager er reguleret af reglerne i retsplejelovens kapitel 3 a (§§ 41-41 g). I straffesager, der efterforskes af Politiklagemyndigheden, afgøres anmodninger om aktindsigt som udgangspunkt af vedkommende statsadvokat.

Årsberetning

I Politiklagemyndighedens årsberetning kan man læse om myndighedens virksomhed i det forgangne år, herunder om tal og statistik, større og principielle sager samt udvalgte emner, som myndigheden finder væsentlige.

Årsberetningerne findes her på hjemmesiden.

Kontakt

I telefontiden mandag - torsdag kl. 10-15, fredag kl. 10-14: Tlf. 41 78 35 00

Sidst opdateret: 24.04.15 08:32
Stemning03