Politiklagemyndigheden undersøger et færdselsuheld, hvor en motorcyklist forulykkede i forbindelse med en eftersættelse

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) modtog den 24. juni 2020 kl. 20.23 underretning fra Københavns Politi om en episode kort forinden, hvor politiet eftersatte en motorcykel, som efterfølgende forulykkede i et vejkryds i København. Føreren af motorcyklen kom i forbindelse med ulykken alvorligt til skade. Føreren af motorcyklen er identificeret, og hans pårørende er underrettet.

Politiklagemyndigheden har på den baggrund iværksat en efterforskning efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. 

Når efterforskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København.

Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.

Sidst opdateret: 25.06.20 09:08