Politiklagemyndigheden undersøger en episode, hvor en mand skød sig selv

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) blev søndag den 17. september 2017 kl. 13.18 underrettet af Midt- og Vestsjællands Politi om, at en mand under en politiforretning havde skudt sig selv, og var afgået ved døden.

Umiddelbart forud for episoden havde politiet modtaget en anmeldelse om, at manden var set i et sommerhusområde med et gevær. Politiet fik efterfølgende kontakt til manden, hvorunder han steg ud af sin bil og skød sig selv.

Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen iværksat en nærmere undersøgelse af episoden og sendt efterforskere til stedet.

Politiklagemyndigheden behandler sagen efter bestemmelsen om "udrykningssager" i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen.

Sidst opdateret: 17.09.17 15:52