Politiklagemyndigheden undersøger skudsag på Thorasvej i København



Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) blev den 13. juli 2017 kl. 06.42 underrettet af Københavns Politi om, at der kort forinden havde været en skudepisode på Thorasvej i København, hvor en mand blev ramt af skud fra politiet.


Københavns Politi oplyste, at en politipatrulje havde råbt en person an, og at personen trak en pistol, i hvilken forbindelse politiet afgav skud.

Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen straks iværksat en nærmere undersøgelse af episoden og sendt efterforskere til stedet.

Politiklagemyndigheden behandler sagen efter bestemmelsen om "udrykningssager" i
retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter  politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.


Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen.



 

Sidst opdateret: 13.07.17 09:28