Politiklagemyndigheden undersøger sag, hvor en anholdt stjal en patruljevogn og forulykkede. Den anholdte blev senere fundet død

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) blev den 18. juni 2017 underrettet af Sydøstjyllands Politi om en politiforretning, hvor en mand, der var mistænkt for spirituskørsel, under politiforretningen stjal patruljevognen og kort tid efter forulykkede. Manden flygtede fra uheldsstedet, og der pågik en større eftersøgning. Sydøstjyllands Politi har den 19. juni 2017 orienteret Politiklagemyndigheden om, at manden er blevet fundet død i kort afstand fra uheldsstedet.

Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen besluttet at iværksætte en nærmere undersøgelse af episoden.

Politiklagemyndigheden behandler sagen efter bestemmelsen om "udrykningssager" i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen.

Sidst opdateret: 19.06.17 13:14