Politiklagemyndigheden undersøger dødsfald

Politiklagemyndigheden blev i dag kl. 13.25 af vagtchefen ved Københavns Politi telefonisk underrettet om, at politiet kort tid forinden var blevet tilkaldt i forbindelse med, at en ældre mand - født i 1949 - truede med at springe ud fra sin lejlighed på Frederiksberg. Lejligheden var beliggende på 5. sal. Der var sendt to patruljer til stedet. Mens politiet var tilstede ved ejendommen, sprang manden ud fra lejligheden. Ifølge det oplyste, var manden død på stedet som følge af sit fald.

Politiklagemyndigheden behandler sagen efter bestemmelsen om "udrykningssager" i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen.

Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en juridisk redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København.

Sidst opdateret: 28.05.17 15:11