Politiklagemyndigheden undersøger skudsag fra Bornholm

Politiklagemyndigheden blev den 15. december 2016 kl. 02.50 af Bornholms Politi
orienteret om, at en polititjenestemand havde skudt en midaldrende mand i
forbindelse med nogle uroligheder i en lejlighed i Rønne.

Da politiet kom tilstede i lejligheden, havde manden efter det oplyste kastet en kniv mod patruljen. Kniven havde ramt den ene af de to polititjenestemænd i ryggen, og
den pågældende polititjenestemand havde i den forbindelse afgivet et skud, der
ramte manden i siden. Mandens er efterfølgende afgået ved døden. Den
polititjenestemand, der blev ramt af kniven er angiveligt ikke kommet alvorligt
til skade. I anledning af orienteringen har Politiklagemyndigheden straks
iværksat en efterforskning af sagen og sendt efterforskere til stedet.

Politiklagemyndigheden behandler sagen efter bestemmelsen om "udrykningssager" i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden bl.a. efterforskning, når en person er blevet ramt af skud afgivet af en polititjenestemand. 

Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en juridisk redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København.

Eventuelle henvendelser fra pressen kan ske til kontorchef Rasmus Blaabjerg på telefon 41 78 35 35.

Sidst opdateret: 15.12.16 06:39