Politiklagemyndigheden undersøger sag, hvor politiet har afgivet skud og ramt en person i brystet

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi underrettede den 21. december 2014 kl. 04.42 Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) om en episode, hvor politiet i forbindelse med en eftersættelse havde afgivet skud og ramt en person i brystet. Episoden fandt sted i Høng på Sjælland.

Politiklagemyndigheden iværksatte på baggrund af underretningen straks en nærmere undersøgelse af episoden.

Personen afgik efterfølgende kl. 05.21 ved døden.

Sagen behandles som en såkaldt "udrykningssag", og Politiklagemyndigheden er på nuværende tidspunkt bl.a. i gang med at sikre tekniske spor og skal foretage afhøringer.

Politiklagemyndigheden vil gerne i kontakt med vidner, som har overværet episoden eller i øvrigt har oplysninger i sagen.

Politiklagemyndigheden kan kontaktes på telefon 41 78 35 00 eller pr. e-mail: mail@politiklagemyndigheden.dk.

Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en juridisk redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København. Det er herefter Statsadvokaten, der - på grundlag af Politiklagemyndighedens redegørelse - tager stilling til, om der eventuelt skal rejses tiltale mod nogle af de involverede polititjenestemænd.

Sidst opdateret: 21.12.14 08:27