Politiklagemyndigheden har afsluttet undersøgelsen  af  sagen  om politiets anholdelse af en flyttemand under COP15

Den Uafhængige Politiklagemyndighed har afsluttet efterforskningen i sagen, hvor en person - flyttemanden - den 8. december 2009 sammen med 4 andre uberettiget blev anholdt og frihedsberøvet af Københavns Politi i forbindelse med COP15-mødet i København.

Undersøgelsen, der tidligere har været foretaget af Statsadvokaten for København og Bornholm, blev på anmodning af Rigsadvokaten genoptaget af Politiklagemyndigheden 16. august 2012.

En advokat klagede den 25. januar 2012 på vegne af flyttemanden over, at denne måtte tisse i en flaske under frihedsberøvelsen, ligesom en politiassistent skulle have sagt "fisk" til flyttemanden, mens han sad og ventede i en transportvogn. Politiklagemyndigheden traf den 1. oktober 2013 afgørelse for så vidt angår denne del af klagen. Politiklagemyndigheden fandt, at det som udgangspunkt måtte opfattes som krænkende at være nødt til at sidde på knæ og tisse i en flaske med hænderne i strips. Baggrunden for dispositionen var imidlertid, at den anholdte flyttemand var mistænkt for at være sammen med en internationalt eftersøgt terrorrist. Københavns Politi havde på den baggrund besluttet, at manden under ingen omstændigheder måtte forlade den transportvogn, han var placeret i. Beslutningen om at lade flyttemanden tisse i en flaske blev derfor truffet ud fra en vurdering af, at fremgangsmåden var nødvendig under hensyn til de særlige omstændigheder. Politiklagemyndigheden fandt ikke grundlag for at tilsidesætte polititjenestemandens skøn om, at det af sikkerhedsmæssige grunde ikke var forsvarligt at fjerne de påsatte strips.

For så vidt angår den del af klagen, der vedrører brugen af ordet "fisk", udtalte Politiklagemyndigheden ikke kritik af polititjenestemændene, idet undersøgelsen af sagen ikke havde kunnet bekræfte, at der var blevet sagt "fisk" til flyttemanden.

Advokaten indgav endvidere anmeldelse om, at en polititjenestemand kørte uforsvarligt med flyttemanden under transport til og fra Rigshospitalet. Anmeldelsen gik endvidere på, at flyttemanden havde været frihedsberøvet unødvendig lang tid.

Endelig har advokaten anmeldt, at flyttemandens hustru blev udsat for vold, da hun blev anholdt, og at frihedsberøvelsen af hustruen ligeledes var unødig lang.

Politiklagemyndigheden har udfærdiget en redegørelse vedrørende efterforskningen af disse forhold. Redegørelsen er den 1. oktober 2013 sendt til Statsadvokaten i København med henblik på afgørelse af tiltalespørgsmålet.

Politiklagemyndigheden har foretaget en omfattende efterforskning i sagen for at finde frem til de personer, der var involveret i anholdelserne og den videre sagsbehandling. Politiklagemyndigheden har således haft kontakt med et betydeligt antal personer, før det lykkedes at finde frem til de polititjenestemænd, der kunne kaste lys over sagen.

Efterforskningen har været besværliggjort af en meget mangelfuld dokumentation hos Københavns Politi af, hvem der foretog de enkelte dispositioner under anholdelsen af flyttemanden og dennes hustru. Politiklagemyndigheden har derfor haft særdeles vanskelig ved at klarlægge, hvem myndighedens undersøgelse skulle rette sig mod. Politiets mangelfulde dokumentation i sagen har efter Politiklagemyndighedens opfattelse været uacceptabel ud fra en ressourcemæssig og retssikkerhedsmæssig betragtning.

Sidst opdateret: 05.11.13 11:29