Pressemeddelelse

Østjyllands Politi underrettede natten til den 21. juni 2012 Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) om, at en 67-årig kvinde var afgået ved døden, mens hun var i politiets varetægt.

Af de foreløbige oplysninger fremgår det, at Østjyllands Politi i går kl. 23.40 modtog en anmeldelse om at en kvinde var uregerlig, højtråbende og kastede med effekter på en adresse i Voldum ved Hadsten.

Østjyllands Politi sendte på den baggrund en politipatrulje til stedet.

Patruljen fik kontakt med kvinden, der efterfølgende, mens hun var i politiets varetægt, afgik ved døden.

Eftersom kvinden afgik ved døden, mens hun var i politiets varetægt, undersøger Politiklagemyndigheden, i medfør af reglerne i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, de nærmere omstændigheder i forbindelse med dødsfaldet.

Sidst opdateret: 21.06.12 12:30